Hop til hovedindholdet

Psykologisk Ressource Center logo

Uddannelse i Autisme og Traume- og Belastningstilstande 2025/26


Dato og tid

Tirsdag d. 30. september 2025 kl. 09:30 til torsdag d. 26. februar 2026 kl. 16:00

Sted

Søbygård, Fuglsangvej 11, 4720 Præstø Søbygård
Fuglsangvej 11
4720 Præstø

Uddannelse i Autisme og Traume- og Belastningstilstande 2025/26


Uddannelsesbeskrivelse

Screening, teorier og behandlingsformer

Er mennesker med autisme særlig sårbare i forhold til at udvikle traume- og belastningstilstande?

Siden 2016 har Kirsten Callesen, Psykologisk Ressource Center, specialiseret sig i hvordan belastningstilstande, chok og traumer kan påvirke mennesker med autismes trivsel og livskvalitet.

Udgangspunktet for at undersøge og opklare traumers påvirkning af mennesker med autisme, opstod efter Kirsten Callesen stiftede Søstjerneskolen i 2014. Søstjerneskolen er en dagbehandlingsskole for elever med autisme og svær komorbiditet. De ledsagende tilstande er typisk angst i mange former, skolevægring, kravafvisende adfærd, social isolation, lavt selvværd, indlæringsvanskeligheder, spise- og sanseforstyrrelser og håbløshed grænsende til depression.

I de første 2 års arbejde med Søstjerneskolens elever opstod flere gange en form for usynlig stopklods mellem den autismespecifikke behandlingsindsats og elevens evne til at kunne profitere af behandlingen. Dette vakte undren hos både forældre og personale og på foranledning af en forælder på Søstjerneskolen begyndte afdækningen af traumetilstande hos eleverne. 

Kirsten Callesen er en af de første specialister inden for autismefeltet i Danmark, som har sat fokus på traumetilstande i forbindelse med personer med autisme. Det er nu blevet tydeligt, at meget af det som vi kender som ”svær” autisme, i virkeligheden ofte kommer af, at et menneske med autisme bliver reaktiveret i sit sind og sanser af tidligere episoders oplevelse af fastlåsthed. Denne reaktivering vækker minder om ubehag og medfører en akut stigning af adrenalin og/eller kortisol, som kupper evnen til at forholde sig roligt eller tage imod hjælp, fordi personen kommer i fight/flight tilstand (udadreagerende adfærd og angst).
 
Nogle af de fremmeste metoder vi kender som tilgange, når vi arbejder med mennesker med autisme uanset om det er i hjemmene, skoler, institutioner, bosteder eller psykiatriske afdelinger er motivation gennem meningsfuld beskæftigelse, struktur og forudsigelighed, Selvforståelseskurser (oprindeligt udviklet af Kirsten Callesen) og low arousal (Studio 3).

Men flere og flere forældre og aktører oplever, at trods ovenstående metoder er der mange personer med autisme i alle aldre, som er i en uforklarlig tilstand af mistrivsel. Denne mistrivsel kan muligvis forstås som summen af pres gennem tid eller som enkeltstående voldsomme begivenheder, som bevirker, at personen har opøvet mistillid til sine miljøer og oplever sig misforstået i forhold til sine behov for kontrol.

Traumetilstande kan indlejres, når man føler sig fastlåst og uden mulighed for at slippe ud af situationen enten fysisk eller mentalt. Disse ”låsninger” kan blive til minder, der kan reaktiveres via sanserne, følelserne eller fysiske markører. Det kan være enkeltstående begivenheder, chok eller mange på hinanden følgende begivenheder, der kan blive til ”traumesplinter” i hjernens hukommelsescenter.     Disse minder kan skabe så meget ubehag, at man kan fremstå kravafvisende eller blive socialt isoleret for at klare sin hverdag.

Kirsten Callesen har videreuddannet sig inden for en større variation af traumespecifikke behandlingsmetoder, for at støtte mennesker med autisme i at komme i trivsel og til at få hjælp til at slippe fri af traumetilstandene. Dette gælder for personer på hele autismespektret uanset alder, funktionsniveau og IQ. 

Der er 4 hovedtemaer i uddannelsen for Autisme og Traume- og Belastningstilstande.

1.     Screening af traume- og belastningstilstande: Kirsten Callesen har udviklet og tilpasset en struktureret form for traume screeningsværktøj, som kan bruges pædagogisk i arbejdet med personer med autisme. Personer med autisme kan blive screenet for belastningsoplevelser og forskellige typer traumer, hvilket oftest sker i samarbejde med den berørte personen, og/eller pårørende og en fagperson med specialiseret viden. Dette kan give anledning til henvisning til psykiatrisk udredning men som oftest vil det give afklaring på, hvorfor en person ud over sin autisme har undgåelsesadfærd, kravafvisende adfærd eller øvrige adfærdsproblemer.           Denne adfærd stammer sandsynligvis fra et behov for at passe på sig selv følelsesmæssigt eller passe på sin energi. Afhængig af personlighed, vil traumeoplevelser påvirke mennesker forskelligt, og en stor del af afklaringen er at identificere, hvilken profil den enkelte person har. Har man en højere grad af robusthed og kan man prøve at integrere sine oplevelser eller har man en høj grad af angstfuld tænkning og oplever sig kontinuerligt overmandet? Der vil typisk være 4-5 forskellige mulige profiler hos mennesker med autisme, og det vil være individuelt, hvordan man skal hjælpe personen til at håndtere sine problemer. 

2.     Bliv klog på traume teorier: I forløbet bliver man uddannet i de teoretiske retninger inden for traumetyper, fx tidlige udviklingstraumer, PTSD, kompleks PTSD, hovedtraumer (Traumatic Brain Injury), chok, belastningsreaktioner, ACES (Adverse Childhood Experiences), mobning mm., samt teorierne omkring sekundær traumatisering. I denne del af undervisningen bliver man af Kirsten Callesen introduceret til mange forskellige eksperter og klinikeres teorier, neuropsykiatrisk viden, og hvordan krop, nerver og hormoner påvirkes af traumetilstandene.

3.     Behandling: Der er en række behandlingstilgange, som gennem mange år har været i brug med mennesker der er traume- og belastningsramte. Mange af disse tilgange har Kirsten Callesen gennem de sidste 4 år afprøvet sammen med personer med autisme med god effekt. Men vigtigt er det at vide, hvilke traumer og tilstande, som hjernen heler af sig selv, når bare den enkelte person er i de rette omgivelser og hvilke tilstande, der skal gøres en særlig indsats i forhold til.   På uddannelsen bliver den enkelte kursist orienteret om de forskellige behandlingstilgange og uddannet til at anvende en række af disse på brugerplan. Der er en vifte af behandlingsmuligheder, som strækker sig fra psykoedukation til krop & greb, samt brug af kosttilskud, auriculo- og frekvens terapier, neuro feedback, fællesskab og sundhed og en hel række andre behandlingstyper. Den enkelte deltager kan være med til at afprøve og vurdere hvilke metoder, der bedst kan bruges sammen med de pågældende personer med autisme, som man arbejder med.  

4.     Håndtering af sekundær belastning i familier og personalegrupper: En del af uddannelsen er at lære symptomerne at kende for sekundær belastnings- og traumereaktioner. En stor del af arbejdet med mennesker der er traumebelastede, er at skabe et fællesskab for dem, hvor de føler sig mødt og accepterede. I sådanne fællesskaber oplever forældre og de professionelle personaler ofte, at de skal bruge sig selv på en særlig måde, for at skabe grundlag for tillid. Samtidig skal man som pårørende og fagperson rumme processen hos den berørte person, som ofte er behæftet med afmagt og vrede. Denne proces kan påvirke forældres og den professionelles eget nervesystem, når man stiller sig til rådighed for personen med autismes proces. Der er derfor en mulighed for, at omsorgspersoner kan opleve en grad af udbrændthed og afmagt i arbejdet med personen med traume- og belastningstilstande. Dette kan forstås som sekundær belastning, altså omsorgspersonens indirekte afmagt og påvirkning fra den berørte persons proces. Denne del af uddannelsen har fokus på at skabe et sprog, få øje på markører, sætte en ramme for hvordan man skal bruge sig selv, skabe tydelige forventninger omsorgspersonerne imellem, så man undgår splittelse over uafstemte forventninger mm.         Der vil også blive talt om, hvordan man som forældre eller fagperson kan blive stresset eller belastet af hverdagens subjektive pres i forhold til de systemer, man er en del af og hvordan man holder sig sund i hverdagen.

I løbet af uddannelsen er der fokus på den viden, som bliver skabt sammen med den enkelte person med autisme, som kan bruges som dokumentation i forhold til at udarbejde handleplaner, beskrivelse af trivsel og lave målsætning for individuel udvikling. Dette kan munde ud i en særlig form for dokumentation eller sprogliggørelse af belastnings- og traumetilstande hos personerne med autisme og deres kapacitet for at indgå i diverse sammenhænge. 

Når man arbejder med autisme og traume- og belastningstilstande, så er det vigtigt, at indsatsen koordineres med relevante samarbejdspartnere. Det er typisk forældre, socialforvaltninger, skole- og institutioner, uddannelsessteder, arbejdspladser, evt. jobcentre mm., som er aktører i at hjælpe personer med autisme tilbage på sporet i forhold til trivsel, uddannelse og socialt liv. 

På hvert modul vil der være fokus på screeningsværktøjer, teorier, behandlingstilgange og perspektivering til samarbejdspartnere. Kursisterne skal arbejde med materialerne mellem hvert modul. 

Forudsætning for deltagelse er, at man enten har deltaget i et VITA-forløb hos Psykologisk Ressource Center eller har en mangeårig erfaring med at arbejde med mennesker med autisme og komorbide tilstande.
 
 
Praktisk information:

Varighed 3 moduler a 3 dage
 
Tidsrum kl. 9.30-16.00.
 
Der er højst 12 deltagere per uddannelsesforløb.
 
Uddannelsen foregår på vores kursuscenter Søbygaard på Jungshoved ved Præstø. Der er mulighed for overnatning inkl aftensmad til kr. 400,- pr nat. Du kan læse mere om Søbygaard og overnatning her
 
Hvis du ønsker overnatning kan du skrive til admin@psyk-ressource.dk og aftale nærmere. 


Datoer:


Modul 1: 30. September - 2. Oktober 2025
Modul 2: 25.-27. November 2025
Modul 3: 24.-26. Februar 2026


Underviser psykolog Kirsten Callesen

Find vej til arrangementet

Klik for at se et kort med stedets placering hos Google Maps >

Kontaktinformation til arrangør

Psykologisk Ressource Center
Tlf: +45 52176232
kursus@psyk-ressource.dk

Kontaktinformation til arrangør

Psykologisk Ressource Center
Tlf: +45 52176232
kursus@psyk-ressource.dk